KONTAKT OS

Aarhus Valgmenighed

Mjølnersvej 6, 8230 Åbyhøj

E: aarhus@valgmenighed.dk

T: 8612 2835

W: www.åvm.dk

  • YouTube - White Circle
  • Instagram - White Circle
  • Facebook - White Circle

UNG-vm vil have troen ud

Af ledergruppen i UNG-vm

I UngVM, klyngen for kirkens gymnasieelever, nyder vi hinandens selskab. Men de unge har ikke nok i sig selv – de ønsker også at være noget for deres by og deres næste.

“Var vi virkelig også sådan, da vi var i slutningen af vores teenageår?”

 
Det er mere reglen end undtagelsen, at det spørgsmål bliver diskuteret efter en aften som leder i UngVM. For eksempel en onsdag aften med PrayerWalk i Åbyhøj, hvor de unge ikke tøvede med at bede højt foran biblioteket, inde i Ceres Byen, i hashtågen bag Kocs Kebab - for at nævne et par af de steder, der blev besøgt den aften.

Gåturen tog næsten pusten fra dem og de fleste kunne blive enige om, at det var udfordrende at fortsætte bønnen i samme stemmeleje, når en forbipasserende kiggede en ekstra gang efter en form for tegn på hvilken sekt, vi repræsenterede, men de unge gjorde det frimodigt i tro på, at det virkelig er det bedste, vi kan gøre for vores by - at bede for den.

Eller efter en tur på gaden, hvor vi stiftede bekendtskab med byens udsatte. Ligesom sidste år var der stor efterspørgsel på medbragt kaffe, sandwich og tykke trøjer. Som sidste år gjorde det indtryk på de unge at høre historierne fra mennesker, der ikke er så privilegerede, som de selv; de unge, der hænger ud i containerne på godsbanen, en ældre herre på Klostertorv, som holder sin PTSD nede ved at bruge de fleste af ugens dage i selskab med en guldøl. Mødet mellem de unge og gadens folk gjorde indtryk begge veje, og det gør indtryk på os, som leder dem.

Da vi var i deres alder, spiste vi formentlig også kage, mødtes en gang om ugen og prøvede at få de nye til at passe ind. Vi spacede lidt ud af og til, snakkede om gode eller dårlige karakterer i AT og om Jesus - selvfølgelig.

Men det er svært at svare på, om vi var lige så modige og reflekterende -  om vi turde tage de skridt ud i det ukendte, som vi ser UngVM’erne tage.

Om vi havde det samme ønske om at være noget for vores by og for de fællesskaber, vi var en del af. ...så det snakker vi nok om på onsdag igen.